Monthly Archives: September 2013

Nu med kolonihave

Lige nu bor vi en 1-værelses lejlighed inde i midt i Stockholm og det er dejlig billigt og ligger perfekt. Men om sommeren er der ikke særlig sjovt at være. Det er alt for varmt, ungerne fra børnehaven i baggården skriger som små grise dagen lang, festglade naboer larmer om natten osv.

Så derfor har vi nu købt Christians families kolonihave, hvor vi kan nyde sommeren.
Havens historie: Christians bedsteforældre købte kolonihaven i 60’erne, og farfaren som var tømrer, byggede soveværelse, toilet og terrasse til. Farmorens død i 2002 kombineret med en aldrende farfar gjorde, at de ikke længere kunne tage sig af huset og ansvaret faldt derefter på Christians far og børnebørnene (Christian har to søstre). Men mange kokke fordærver maden og huset fik lov at stå i forfald. Efter farfarens død i 2012 gik huset i arv til de tre børnebørn på papiret.

Et hus skal jo have et navn og i mangel af bedre, er huset altid blevet kaldt for “Skarpnäck”, fordi det… ligger i Skarpnäck. Det er lidt som med New York (City) der hedder det samme som staten New York, fordi man var for doven til at finde på et ordentligt navn. Så kalder man bare byen for “The Big Apple” så folk kan skelne mellem byen og staten. Så måske skal vi kalde haven for “The Little Apple”, så der ikke opstår forvirring om, hvorvidt det er haven eller området, der er tale om.

Og æbler er der masser af:

Så med et hus, der – som kreative ejendomsmæglere gerne kalder det – “trænger til en kærlig hånd” og os, som gerne vil have et andet sted at bo om sommeren og har masser af kærlighed at give, så var det jo lidt af et perfekt match. Win-win.

Derfor har vi nu købt søstrenes andele og huset er nu 100% vores, hurraaa!

Planen for huset er: at lægge nyt tag, rive vægge ned, skifte elektriciteten ud (af sikkerhedsmæssige årsager, det nuværende er fra før krigen eller deromkring), sætte nye vægge op, tapetsere, lægge nyt gulv, lave nyt toilet, lave nyt køkken, male alt exteriør om, bygge en kattegård (dvs. hegne terrassen ind), m.m. ETA: ultimo sommer 2014.

Planen for haven er: at få den flotteste have i hele foreningen! Kolonihaveforeningerne har tendes til at have en høj mætning af gamle sladderkællinger, som ikke synes at snotunger fra byen har noget at gøre i deres forening. Challenge accepted.

Lidt flere billeder: