Monthly Archives: June 2015

Strøm, fliser og midsommer

I forrige uge havde vi ferie og tiden var endelig kommet til at ringe efter elektrikeren og få koblet strømmen til igen! Siden vi rev alle vægge ned sidste år, har vi måtte nøjes med sådan en portabel dims med stikkontakter (byggepladstavle hedder det vist nok), mens alle kabelrør har stukket til højre og venstre ud af væggene.

Men nu er strømmen koblet til og der er igen lys i pæren!


Vi valgte runde afbrydere, da vi synes, det passer godt ind den landlige og gammeldags stil, som vi forsøger at skabe.


Der er også kommet håndtage på alle skabe, og når vi nu alligevel var i IKEA, så kunne vi jo ligeså godt købe glas og tallerkner (man behøver ingen undskyldning for liiige at shoppe lidt ekstra  i IKEA):


Og sidst, men ikke mindst: der er kommet fliser på køkkenvæggene og vi er super tilfredse med resultatet!


Fredag var det midsommer, som svenskerne jo fejrer med pomp og pragt, og foreningen sætter pris på at man holder sin have fin og pæn til den store dag. Så hækken blev klippet, ukrudtet mellem fliserne fjernet og vi fik kørt al den jord væk, som har ligget der siden vi gravede ud til drivhuset i april.


Der er sået græs på den nøgne plet, så forhåbentlig ser det lidt grønnere ud om nogle uger.


Da det så endelig blev midsommer var vejret desværre ikke helt i festhumør. Det regnede hele dagen, og vores planer om en stor havefest med frokostbuffet blev reduceret til kaffe og kage indendøre.

Men selvom vi ikke kunne være ude og grille, så var det rigtig hyggeligt alligevel – på sådan en byggeplads-agtig måde.


På trods af det kolde og våde forår, som er fortsat ind i sommeren, fik jeg høstet en omgang radiser, bladbede og de første kartofler så også dagens lys. Alting smager altså bedre, når man selv har dyrket det!

 

Pimp my greenhouse

Når man har drivhus i en kolonihave og ikke kommer der hver dag, så er der mange ting at tænke på; Der må ikke være for varmt, der må ikke være for koldt, der skal luftes igennem, der skal vandes osv.

Så for at optimere vækstbetingelserne, har jeg investeret i en masse forskelligt bling og nu er drivhuset blevet “pimped out“!

Vand i hanen og skuffer i skabet

Køkkenmonteringen skrider fremad og alle rør og afløb til håndvasken er installeret, og der er nu vand i hanen!

Tænk, at man kan blive så glad for noget så enkelt, men man indser også, hvor priviligerede vi egentlig er i den vestlige verden og at rent vand i hanen ikke er noget, alle har.


Vi har også monteret kogeplader og valget faldt på den enkleste og billigste induktionskogeplade fra IKEA, men det bliver den jo ikke mindre fin af!


De resterende bordplader er blevet monteret og der er kommet skabslåger og skuffer i næsten alle skabe. Nu begynder det virkelig at ligne noget og det føles helt utroligt at være nået til et punkt, som vi indtil nu kun har haft en forestilling om.


I haven har jeg lavet to højbede, hvori der er sået radiser, gulerødder, rødbeder i det ene og fennikel, bladbede og kinaløg i det andet.


Og så er tomaterne endelig flyttet ud i drivhuset! De var blevet langt over en halv meter høje og begyndt at blomstre, men det har været en våd og kold maj måned, så jeg har først turdet sætte dem ud nu og det ser fint ud indtil videre. Temperaturen har den seneste uge været mellem 8-32° ifølge min/max-termometeret, så det må være godt nok. Fra nu af bliver det kun varmere og jeg er ved at eksperimentere med diverse automatiske vinduesåbnere, mere herom senere.


Kartoflerne spirede ivrigt i maj, men så kom der en koldfront, hvor nattetemperaturen lige var nede og vende på 0° og det var de ikke glade for. Dagen efter var de øverste blade blevet mørke og slatne, og de visnede sidenhen, men nu ser de fine ud igen og er også blevet hyppet.


Målet er at kunne spise hjemmedyrkede kartofler til midsommer, som er om tre uger.