Monthly Archives: May 2016

Stuen færdig og masser af tulipaner!

Efter vi blev færdige med at tapetsere stuen, kørte vi en tur i IKEA og købte sofa, stol og sofabord. Nøj, hvor har vi ventet længe på at nå så langt at vi kan begynde at møblere!

Vi fortsætter den landlige stil med pastelfarver, kurvestol og en sofa i en stil, der åbenbart hedder “English rolled arm” (et nyt ord, jeg lige har lært i dag).

 

Det gamle, brune skab som man ser i baggrunden her er fra Christians bedsteforældres tid, og det vil vi gerne beholde. Så det skal bare males om og så kommer det til at passe rigtig fint ind med de nye møbler. Vi skal også have gardiner på et tidspunkt.

 

I køkkenet har vi monteret en emhætte og tapetseret den del af væggen, som vi måtte vente med til efter emhætten var på plads. Vi havde en del hovedpine over, hvordan vi skulle dække ventilationsrøret, som ikke sidder helt i midten over emhætten i forhold til hullet i væggen, så vi kunne ikke bruge det medfølgende dekorationsrør.

Til sidst blev vi enige om, at det nemmeste nok var at købe et alm. køkkenskab og tilpasse det. Ikeas skabe kommer normalt i dybderne 20,40,60 cm men 20 ville være for lidt og 40 for meget, så vi købte et med dyb 40 cm og savede bagsiden af, så dybden blev omkring 25 cm. I bunden savede vi et hul, hvor selve røret kunne gå op, og skabet blev dermed vores første såkaldte “Ikea-hack” – (det hedder det, når man bygger et Ikea-møbel om). Det er helt utroligt, hvad folk finder på – tag et kig her:  Ikeahackers.net

Nu mangler der kun hylder, gardiner og diverse dekorationer i køkkenet for at vi kan kalde det helt 100% færdigt.

 

Sidst, men ikke mindst: Tulipaner!

Maj er tulipaners måned og efter al den tid jeg brugte sidste år på den store tulipanplan kommer belønningen endelig!  Jeg laver et indlæg senere med billeder af bedet fra april til maj, men indtil da kan I få et par smagsprøver:

 

Det næste projekt er soveværelset, som er meget beskidt og nikotinskadet… Men det skal vi nok få lavet fint ligesom alt det andet. 🙂

 

Stuen næsten færdig

Det er tid til en update fra haven og de sidste par weekender har vi arbejdet med det, der føles som “små detaljer” efter alt det hårde byggearbejde.

Vi er bl.a. begyndt at tapetsere i stuen og havde for længe siden bestemt os for et rigtigt “mormortapet” med romantiske og landlige toner: Bohemian Rhapsody 2915.

 

I virkeligheden var farverne i tapetet køligere end på billedet fra producenten. Vi havde forestillet os, at baggrunden ville være mere gul end hvid og blomsterne mere rosa end lilla, men det må vi kompensere for med tekstiler i varme nuancer, så det ikke bliver alt for hvidt i stuen. Det blev nu rigtig flot alligevel!

 

Den indvendige skorsten er også blevet malet på både køkken- og stuesiden:

 

Entréen som leder ind til stuen har også fået lidt kærlighed i form af en nyt gulv, som matcher det i stuen – fyrretræ som er lud- og oliebehandlet.

 

Og så er der blevet sat lister og karme på døråbningerne i stuen, som jeg er i gang med at male (here we go again…).

 

Vi har også været i IKEA og købe de første møbler til stuen, men da vi ikke har pakket helt ud endnu, må I vente med at se det til næste blogpost.