Opskrifter på chutney

Vi har fået utroligt mange, fine æbler i år og flere end vi kan nå at spise rå. Så efter stor success med chutney af de overskydende grønne tomater, som allerede er blevet spist, bestemte mig for at lave æblechutney i dag. Jeg elsker nemlig ost og der er ikke noget så lækkert som cheddarost med en klat chutney på!

 

Jeg lavede to slags og herunder er opskrifterne, jeg har fulgt. Hver opskrift giver ca. 2 glas.

Æblechutney

1 kg æbler
1 gul løg, grovhakket
2 fed hvidløg, pressede
1-2 chili
1 spsk sennepsfrø
1 dl vineddike
2 dl rørsukker
1 tsk salt
1 spk ingefær, revet
1 stilk bladselleri

1. Vask æblerne, fjern kernehuset og skær i både.
2. Bland alle ingredienser i en stor gryde og lad det koge op.
3. Rør rundt og lad det simre ved svag varme i 45 min. under låg. Rør rundt engang imellem.
4. Hæld den varme chutney på rengjorde glas og sæt låg på med det samme. Opbevares mørkt og køligt.

 

Rødløg- og æblechutney

500 g æbler
500 g rødløg
½ tsk kanel
1-2 chili
1  rødbede, for farvens skyld
1 spsk ingefær, revet
1 dl rørsukker
1 dl vineddike

1. Vask æblerne, fjern kernehuset, skær i både og læg til siden.
2. Pil løgene og skær i både. Rist løgene med kanel og chili ved svag varme i nogle minutter.
3. Skræl rødbeden og skær i både. Riv ingefæren.
4. Tilsæt resten af ingredienserne. Kog op og lad chutneyen simre ved svag varme i 30 min.
5. Hæld den varme chutney på rengjorde glas og sæt låg på med det samme. Opbevares mørkt og køligt.

 

Og her kommer også lige opskriften på chutneyen jeg lavede af de overskydende grønne tomater tidligere i efteråret. Den var supergod!

Chutney med grønne tomater

1 kg grønne tomater
6 skalotteløg
5 fed hvidløg
1 grøn chili
1 rød chili
1 dl vineddike
1 dl balsamico
400 g rørsukker
1 spsk sennepsfrø
10 peberkorn, hele
2 stjerneanis
1 tsk salt

1. Pil løg og hvidløg. Skær løgene i tynde skiver og halvér hvidløgsfeddene. Hak tomaterne groft og halvér chilierne.
2. Kom alle ingredienserne, pånær salt, i en gryde, bring det i kog og lad chutneyen simre uden låg ved middel varme i 30 min. Den skal blive tyk og lidt geléagtig.
3. Tilsæt salt og hæld i rengjorde glas.
4. Hæld den varme chutney på rengjorde glas og sæt låg på med det samme. Opbevares mørkt og køligt.

 

Jeg fandt også en opskrift på rabarberchutney og stikkelsbærchutney, som jeg pga. mangel på glas ikke har lavet endnu. Men de skal helt sikker prøves, da vi har rigeligt med både rabarber og stikkelsbær i haven.

Rabarberchutney

1 rødløg
400 g rabarber
Smør, til at stege i
2 dl rørsukker
2 spsk ingefær, revet

1. Pil løget og hak det groft. Skær rabarberen i skiver.
2. Svits løget i lidt smør. Tilsæt resten af ingredienserne og kog det ved middel varme i 20 minutter. Rør om engang imellem.
3. Lad chutneyen køle af og hæld derefter på rengjorde glas. Opbevares mørkt og køligt.

 

Stikkelsbærchutney med ingefær

500 g modne stikkelsbær
Frisk ingefær, et stykke på ca. 10 cm
1-2 chili
2 fed hvidløg
4 laurbærblad
½ tsk grovmalet peber
1 dl honning
½ dl vineddike
2 spsk vand

1. Skyl stikkelsbærrene og nip stilk og blomst af. Skræl ingefæren og hak den fint. Hak hvidløget.
2. Kom alle ingredienserne i en gryde og bring det i kog. Lad chutneyen simre ved svag varme i 30 min.
3. Lad chutneyen køle af og hæld derefter på rengjorde glas. Opbevares mørkt og køligt.

Velbekomme!