Græsset er grønnere

Varmen har holdt ved og et kæmpe regnskyl efterfuldt af mange dage med 25 grader og sol har fået haven til at eksplodere. Jeg troede, at man kunne nøjes med at slå græs en gang om måneden, men jeg kan godt se, at med den her slags vejr så er det nok mere en ugentlig opgave. Så har man også lært det.

Radiserne har også nydt godt af varmen og man kan begynde at ane de første lyserøde toppe stikke op af jorden. De skulle selvfølgelig prøvesmages og mundskænken var tilfreds! De må dog godt lige blive lidt større inden den første høst. Radiserne altså.

Jeg kunne heller ikke lade være med at købe og plante lidt krydderurter, og de havde fire for en hund hos Blomsterlandet, så det blev til rosmarin, timian, purløg og pebermynte, da det er dem, vi bruger mest af i madlavningen.

Jeg har forsøgt at identificere stauderne i haven, men det er dødsvært ud fra kun skud og blade. Men nu er de første begyndt at blomstre, og så er det straks lidt nemmere. Den første er denne smukke blå fætter, som jeg har fundet ud af er Bjerg-Knopurt (på svensk: Blåklint) eller helt enkelt bare Kornblomst.

Den har over årene nok spredt sig en del rundt om i haven, men den står fint i klynger, så det gør ikke noget, når nu den er så fin.

Indenfor er vi fortsat i gang med nedrivningen. Det er utroligt, hvor meget en lille væg eller to kan fylde, og jeg tror vi har været på lossepladsen over 9000 gange!