Nu med tagrender

I denne uge har vi haft elektrikere ude og installere rør og kabler inde i de åbne vægge. Nu er alt forberedt mht. til lamper, stikkontakter osv. og vi kan nu sætte begynde at sætte indervægge op og loft op. Når det er gjort, kommer de igen og kobler selve strømmen til. Det er fascinerende at se hele infrastrukturen i strømkablerne, og man tænker ikke over alt det, som ligger inde bag væggene normalt.

Imens elektrikerne har været i gang inde i huset, har Christian sat tagrender op. Det gjorde vi aldrig i forbindelse med det nye tag, fordi det ikke umiddelbart var supervigtigt og fordi, vi ville gemme denne opgave til et tidspunkt, hvor vi eventuelt ville være blokeret fra at arbejde med renoveringen inde i huset. Som f.eks. nu, når elektrikerne har været her.

Vi valgte sort blik som matcher det sorte bliktag, og det er blevet rigtig fint!

Og skal selvfølgelig testes…!

Jeg har i mellemtiden ryddet op lidt her og der i haven, bl.a. i vores lille “hule” – vi har en syrenhæk, som er U-formet og skaber et hyggeligt, lille privat rum. Det har dog været fuldstændig overgroet af syrenskud mellem fliserne, mudder og diverse. Men nu er det blevet fint og hyggeligt!

Jeg har også formklippet et af træerne, som havde fået nogle vilde skud, der har irriteret mig længe. Som et træ med rigtig dårligt hår! Men nu er det fikset og ser pænt og nydeligt ud.

Vi har også haft det sjovt med at lave vores egne regnbuer! Man har jo kun det sjov, man selv laver.

På fredag er det midsommer, en af svenskernes allestørste højtider, og så sættes der pris på, at haverne ser prydelige ud, så alle gæsterne rigtigt kan nyde synet af de fine haver.
Vejrudsigten lover dog byger og omkring 12 grader, så der bliver nok desværre ikke så meget sommerstemning over midsommer i år. For os selv bliver det nok mest bare en byggedag.