Author Archives: Mimi

Græsset er grønnere

Varmen har holdt ved og et kæmpe regnskyl efterfuldt af mange dage med 25 grader og sol har fået haven til at eksplodere. Jeg troede, at man kunne nøjes med at slå græs en gang om måneden, men jeg kan godt se, at med den her slags vejr så er det nok mere en ugentlig opgave. Så har man også lært det.

Radiserne har også nydt godt af varmen og man kan begynde at ane de første lyserøde toppe stikke op af jorden. De skulle selvfølgelig prøvesmages og mundskænken var tilfreds! De må dog godt lige blive lidt større inden den første høst. Radiserne altså.

Jeg kunne heller ikke lade være med at købe og plante lidt krydderurter, og de havde fire for en hund hos Blomsterlandet, så det blev til rosmarin, timian, purløg og pebermynte, da det er dem, vi bruger mest af i madlavningen.

Jeg har forsøgt at identificere stauderne i haven, men det er dødsvært ud fra kun skud og blade. Men nu er de første begyndt at blomstre, og så er det straks lidt nemmere. Den første er denne smukke blå fætter, som jeg har fundet ud af er Bjerg-Knopurt (på svensk: Blåklint) eller helt enkelt bare Kornblomst.

Den har over årene nok spredt sig en del rundt om i haven, men den står fint i klynger, så det gør ikke noget, når nu den er så fin.

Indenfor er vi fortsat i gang med nedrivningen. Det er utroligt, hvor meget en lille væg eller to kan fylde, og jeg tror vi har været på lossepladsen over 9000 gange!

 

 

Sommer!

Så er sommeren vist kommet til Sverige! Vi har haft en dejlig weekend med sol og omkring 20 grader, så vi tog det stille og roligt i den her weekend – det skal der også være plads til.

Christian fortsatte indvendigt med nedrivningen og fik fjernet den indmurede pejs, så vi får mere plads i stuen.

Jeg brugte lidt tid i haven til at plante sommerblomster og har savnet de spanske margueritter, som jeg har haft så stor glæde af på balkonen/terrassen, da jeg boede i Danmark.

Græsplænen var på nul-komma-fem blevet fuldstændigt overgroet af engkarse, og det var meget kønt i starten, men det var blevet lidt for meget af det gode, så plæneklipperen blev også luftet.

For noget tid siden såede Christian radiser og de er så småt ved at kigge frem.

Og sidst, men ikke mindst, så høstede jeg den første omgang rabarber. Den vokser jo helt vildt og jeg kan se i krystalkuglen, at vi kommer til at spise meget rabarber i år!

 

 

 

Nedrivning

Nu da taget er blevet færdigt, er det tid til næste projekt: Nedrivning

Det betyder ikke, at vi har tænkt os at rive hele hytten ned, men vi har i første omgang tænkt os at skifte alle indervægge ud med nye. Det er der forskellige grunde til; Nogle steder er der ekstra isolering da huset i perioder er blevet brugt til vinterbolig, men da vi ikke har planer om det, så vil vi hellere udnytte den ekstra plads det giver. Andre steder er væggene bare generelt i dårlig stand og så skal vi have lagt ny elektricitet ind, og det er nu engang nemmere at have alle ledninger inde i væggene, og når vi nu alligevel skal skifte dem ud, ja så er det lidt to fluer med ét smæk.

I haven er tulipanerne begyndt at springe ud. Det er sjovt at se, hvad der blomstrer op her og der. Og en pludselig kærlighed for tulipaner er blomstret op inde i mig!

De fleste af vores tulipaner er gule og røde, og jeg har læst, at det er dem, der klarer sig bedst i en “vild” have, så det er jo ikke så underligt. Men næste år vil jeg gerne have nogle lilla, lyserøde og måske hvide, så det må jeg huske at sætte til efteråret.

Oprydning i haven

I påskeferien blev der også tid til at rydde op i haven. Alt materiale fra det gamle tag lå overalt i haven og der kan det jo ikke ligge. Så vi gik i gang med at sortere det, lejede en trailer og fik kørt nogle ture til lossepladsen.

Vi havde endda også tid til at rydde lidt op i nogle andre hængepartier, bl.a. komposten. Eller det, der engang har været en kompost, men med årene er blevet til Madam Skrald.

Et af de andre hængepartier – bogstavelig talt – var klatrerosen, som trængte til en kraftig beskæring.

Og jeg fik også fjernet ukrudt mellem fliserne.

… og udenfor hækken:

Taglægning 5/5 – Vindskeder

Vi tog fri i ugen op til påske og har nået en masse, bl.a. den sidste hånd på værket: Vindskederne.

Pyha, hvor var det svært! Der er alle mulige vinkler og mål, man skal holde styr på, da 1° i toppen nemt bliver til centimeter i bunden. Og her vil man gerne have, at det bliver så præcist som muligt, så vindskedernes kant følger tagstenene i lige linje. Men det er nemmere sagt end gjort, når man ikke længere har et ordentligt sted at stå og samtidigt skal holde planken eller et målebånd over hovedet i længere tid.

Så skal de skæres til, og så skal de lige grundes og males inden man kan sætte dem op, og så skal der males igen. 2 gange.

Derefter skal der sådan nogle blik-kapsler på, så man skal også lige finde ud af, hvordan man bøjer sådan noget, så det bliver helt lige.

Vi skulle også have sat brædder op på forsiden, der hvor tagrenderne skal hænge på. Sternbrædder hedder det vist nok. Måske.

Men til sidste lykkedes det hele, og det skulle selvfølgelig fejres med en øl og kød på grillen. GOD PÅSKE!

Flere billeder: