Så er tiden endelig kommet til noget af det sidste i køkkenet: Tapet.
Vi var ret enige om, at det skulle være noget i støvet grønt, med blomster og gerne lidt gammeldags. Det er dog ikke så let, som det lyder og efter adskillige timer hos Flügger og på nettet havde vi stadig ikke fundet det perfekte tapet. Vi havde dog fundet ét som ramte kriterierne nogenlunde: Fiona Nordic Home 444022.
Lige da vi åbnede rullen, kiggede vi på hinanden og tænkte “Det er sgu for blegt. Det er ikke gammeldags, det ser jo moderne ud med de der prikker.” Men nu havde vi jo købt det og blev enige om, at vi jo altid kan omtapetsere, hvis vi i fremtiden finder et bedre.
Men da vi så fik det op på væggene, blev vi positivt overraskede! For hver bane blev det bare pænere og pænere, og nu er vi helt pjattede med det. Det viste sig alligevel at være det perfekte tapet!
Vi har også monteret gulvlister og bygget en sokkel til køleskabet, så man ikke slår døren i fødderne, hver gang man åbner det. Nu kan man åbne døren let og elegant, og der er ingen ømme tæer her.
Haven passer lidt sig selv og vi har høstet rødbeder og de første agurker. Da vi til midsommer gravede kartofler op, stoppede jeg planterne tilbage i spanden og nu har vi en 2. omgang af dem også. Der er vildt mange hindbær i år og de er større end sidste år. Måske er det på grund af al regnen?
Næste projekt er stuen, hvor jeg er gået i gang med at skrabe maling på karmene (here we go again…), mens det bliver Christians opgave at pudse skorstenen.
Men først skal selve kanalerne og den udvendige skorsten repareras.
Fortsættelse følger…!