Som nogen måske husker, så var vi i foråret i tulipanparken Keukenhof, hvor jeg fik masser af inspiration til de skønneste tulipan-enge i forskellige farvetemaer. Men hvad gør man, når tulipanerne i egen have vokser vildt og voldsomt efter eget humør?
Jo, hvis de skal flyttes, er man er jo nødt til at grave dem op. Det er dog sådan med blomsterløg, at inden man graver dem op, skal de helst visne ned, så bladets kraft går tilbage i løget og giver næring til næste års blomstring. Men hvis man lader dem visne ned, så ved man jo ikke længere, hvilken farve de har?! Pyh, sikke en hård nød at knække.
Men så fandt jeg i IKEA en pakke med nogle tykke sugerør, som belejligt kom i pakker med forskellige farver, og gik ellers i gang med at mærke alle tulipanerne.
På den måde ville jeg stadig kunne se farven på tulipanen efter den visnede. Christian synes jeg er bindegal, men til mit forsvar vil jeg mene, at alle genier på et eller andet tidspunkt i deres liv er blevet kaldt tossede (eller som man siger på godt jysk: “du’e tossi!”).
Nu har jeg så, midt i al byggeriet, haft tid til at grave løg op. De er blevet sorteret efter farve og jordslået bag huset, hvor de får lov at ligge indtil de skal i jorden til oktober. Sikke en fryd! Der blev dog en ret stor portion ‘assorterede‘, hvor den mærkede stængel var visnet så meget at den var faldet af løget, så jeg ikke længere kunne se, hvad der hørte til hvad. Så de må blive plantet i et ‘surprise’-område og igennem mærkningen igen næste år.
Galskaben har desuden nået et højere niveau med Tulipansimulatoren 1.0. Det er en simpel Photoshop-fil, hvor jeg har skabt mønster med forskellige farver tulipaner, som ligger i forskellige lag. Så kan man aktivere eller deaktivere lagene for at få en idé om, hvordan de forskellige farvekombinationer kommer til at se ud. (De små, blå prikker simulerer perlehyacinter, som vokser mellem tulipanerne.)
I version 2.0 vil man kunne ændre forholdet mellem de forskellige farver, som lige nu er 1:1. Det er sgu da skørt – men på den fede måde!
Karlsson på taget (er jeg den eneste, der synes det er sjovt?) har fjernet den gamle skorsten og er i gang med at mure en ny. Mere herom senere!