Hvad sker der, snegle!?!

Som så mange andre haveejere bøvler vi også med dræbersnegle. De er overalt og de æder alting. Det er pisseirriterende. Men udover det, så er snegle generelt nogle fantastiske skabninger og hvad mange ikke ved er, at leopardsneglen er et nyttedyr, som primært lever af døde planterester samt andre snegle, heriblandt dræbersnegle og deres æg.

Så pas godt på dem og slå dem endelig ikke ihjel, når I er på sneglejagt!


Leopardsneglen forekommer naturligt i hele Europa, bliver 10-20 cm lang og er nem at kende med sine smukke pletter og striber, deraf navnet. Men nogle gange kaldes den også – lidt uværdigt – bare for plettet gråsnegl. Den er nataktiv og gemmer sig om dagen på fugtige steder, f.eks. under blade og lign.

På latin Limax Maximus, hvilket bogstavelig talt betyder “den største snegl“. Den er simpelthen sneglenes konge, havens boss, master of slime, you name it. Man skal ikke kimse af nogen, der hedder ‘Maximus’ til efternavn. Og det ved den godt.

Leopardsneglen er et meget territorialt rovdyr, som foretrækker kød over planter, så måske er den det længe eftersøgte våben, vi haveejere endelig kan vinde krigen mod dræbersneglene med? Det mener ihvertfald tre nordmænd fra Naturhistorisk Museum i Oslo, som nærgående har studeret sneglekrigen – et studie, man kan læse mere om her: Leopardsneglen dreper iberiasneglen


Udover at leopardsneglen er en rigtig B.A.M.F. (Bad Ass Mother F*cker), og måske løsningen på dræbersneglens hærgen en gang for alle, så er det mest fantastiske ved leopardsneglen dog dens parringsakt!

Når to kåde leopardsnegle har fundet hinanden, kravler de op i et træ og spinder en slimtråd, som de hænger i, mens de slynger deres fugtige kroppe omkring hinanden. Men det er kun forspillet. Herefter kommer deres peniser (ja, i flertal – de er jo hermafroditter) ud og begynder også at snurre sig omkring hinanden for til sidst at udveksle en sædpakke. Tak for kaffe!

Som Adam & Noah ville sige: Det’ helt flækket!

David Attenborough, kendt fra mange af BBCs naturprogrammer, fortæller i denne spektakulære video mere om leopardsneglens sexede luftakrobatik: How slugs mate.

Man kan også læse mere om emnet på P3s hjemmeside: Leopardsneglen parrer sig i lang slimet sexgynge


Det er også med stor skam, at jeg må indrømme, at jeg nok kom til at afbryde starten på en sådan parringsakt. Inden min fascination af dette dyr nåede den nuværende besættelse, så jeg to leopardsnegle jagte hinanden og den ene så endda ud til at forsøge at bide den anden. Jeg tænkte at hvis de er nyttedyr, så skal de jo ikke dræbe hinanden, vel? Så i god tro flyttede jeg den ene over i den anden ende af haven i håb om, at den kunne finde en dræbersnegl at tygge på i stedet.

Da jeg kom hjem, læste jeg så, at netop jagten på hinanden og kærlighedsbid er optakten til lidt hanky-panky, så nu har jeg vildt dårlig samvittighed. Føler mig som et dumt rumvæsen, der observerer to mennesker have sex og tænker “Åh nej, de bider jo ansigtet af hinanden! Det er forfærdeligt at se på, jeg er nødt til at skille dem ad!”. D’oh!

 

Den store tulipanplan

Som nogen måske husker, så var vi i foråret i tulipanparken Keukenhof, hvor jeg fik masser af inspiration til de skønneste tulipan-enge i forskellige farvetemaer. Men hvad gør man, når tulipanerne i egen have vokser vildt og voldsomt efter eget humør?


Jo, hvis de skal flyttes, er man er jo nødt til at grave dem op. Det er dog sådan med blomsterløg, at inden man graver dem op, skal de helst visne ned, så bladets kraft går tilbage i løget og giver næring til næste års blomstring. Men hvis man lader dem visne ned, så ved man jo ikke længere, hvilken farve de har?! Pyh, sikke en hård nød at knække.

Men så fandt jeg i IKEA en pakke med nogle tykke sugerør, som belejligt kom i pakker med forskellige farver, og gik ellers i gang med at mærke alle tulipanerne.


På den måde ville jeg stadig kunne se farven på tulipanen efter den visnede. Christian synes jeg er bindegal, men til mit forsvar vil jeg mene, at alle genier på et eller andet tidspunkt i deres liv er blevet kaldt tossede (eller som man siger på godt jysk: “du’e tossi!”).

Nu har jeg så, midt i al byggeriet, haft tid til at grave løg op. De er blevet sorteret efter farve og jordslået bag huset, hvor de får lov at ligge indtil de skal i jorden til oktober. Sikke en fryd! Der blev dog en ret stor portion ‘assorterede‘, hvor den mærkede stængel var visnet så meget at den var faldet af løget, så jeg ikke længere kunne se, hvad der hørte til hvad. Så de må blive plantet i et ‘surprise’-område og igennem mærkningen igen næste år.


Galskaben har desuden nået et højere niveau med Tulipansimulatoren 1.0. Det er en simpel Photoshop-fil, hvor jeg har skabt mønster med forskellige farver tulipaner, som ligger i forskellige lag. Så kan man aktivere eller deaktivere lagene for at få en idé om, hvordan de forskellige farvekombinationer kommer til at se ud. (De små, blå prikker simulerer perlehyacinter, som vokser mellem tulipanerne.)

I version 2.0 vil man kunne ændre forholdet mellem de forskellige farver, som lige nu er 1:1.  Det er sgu da skørt – men på den fede måde!


Karlsson på taget (er jeg den eneste, der synes det er sjovt?) har fjernet den gamle skorsten og er i gang med at mure en ny. Mere herom senere!

 

Tapet i køkkenet

Så er tiden endelig kommet til noget af det sidste i køkkenet: Tapet.

Vi var ret enige om, at det skulle være noget i støvet grønt, med blomster og gerne lidt gammeldags. Det er dog ikke så let, som det lyder og efter adskillige timer hos Flügger og på nettet havde vi stadig ikke fundet det perfekte tapet. Vi havde dog fundet ét som ramte kriterierne nogenlunde: Fiona Nordic Home 444022.


Lige da vi åbnede rullen, kiggede vi på hinanden og tænkte “Det er sgu for blegt. Det er ikke gammeldags, det ser jo moderne ud med de der prikker.” Men nu havde vi jo købt det og blev enige om, at vi jo altid kan omtapetsere, hvis vi i fremtiden finder et bedre.

Men da vi så fik det op på væggene, blev vi positivt overraskede! For hver bane blev det bare pænere og pænere, og nu er vi helt pjattede med det. Det viste sig alligevel at være det perfekte tapet!


Vi har også monteret gulvlister og bygget en sokkel til køleskabet, så man ikke slår døren i fødderne, hver gang man åbner det. Nu kan man åbne døren let og elegant, og der er ingen ømme tæer her.


Haven
passer lidt sig selv og vi har høstet rødbeder og de første agurker. Da vi til midsommer gravede kartofler op, stoppede jeg planterne tilbage i spanden og nu har vi en 2. omgang af dem også. Der er vildt mange hindbær i år og de er større end sidste år. Måske er det på grund af al regnen?


Næste projekt er stuen, hvor jeg er gået i gang med at skrabe maling på karmene (here we go again…), mens det bliver Christians opgave at pudse skorstenen.

Men først skal selve kanalerne og den udvendige skorsten repareras.


Fortsættelse følger…!

 

Inspirationstur til Djurgården

Selvom det er sjovt at bygge i kolonihaven og se byggeriet skride fremad, så skal der også være plads til andre ting indimellem. Derfor bestemte vi os for at tage en fridag fra byggeriet og tage på udflugt i Djurgården – et skønt naturområde midt i Stockholm.

Først tog vi til Rosendals Trädgård for at nyde haven og måske finde inspiration til vores egen. Jeg har faktisk været der før, til personalefest for nogle år siden, men det var mørkt og jeg lagde ikke rigtigt mærke til, at det også var en stor have. Det var nok mest maden, der havde min opmærksomhed samt festlokalerne, som er drivhuse og til dagligt fungerer som havens café.


I selve Rosendals have dyrkes alle mulige slags grønsager. Der er også biavlere og en hyggelig frugthave.


Haven satser på biodynamisk dyrkning og med tanke på, at der er biavlere og frugttræer, så giver det mening at alle stauderne er bi-venlige. I sandhed en have med harmoni mellem planter og nyttedyr! Og det var lige netop det, jeg håbede på at få inspiration til, da vi jo selv gerne vil have en have med masser af nyttedyr, der passer på vores grønsager.


Der var en sektion af haven, der var designet specielt med fokus på nyttedyr og med inspiration til diverse insekthoteller – så fint altså!


Udover en lækker frokost, så kan man også købe grønsager fra Rosendals have og de har også en plantebod med et stort udvalg af blomster og stauder fra haven.


Alt i alt en rigtigt givende oplevelse og det er ihvertfald ikke sidste gang, jeg besøger Rosendals Trädgård!

Efter besøget på Rosendals, tog vi rundt på Djurgården, hvor vi bare nød den smukke natur.

 

Lister, karme og siddebænk

Sommerferien skrider fremad og det samme gør byggeriet i kolonihaven.

Som tidligere nævnt, er renovering af lister og karme et langsommeligt arbejde, så der kommer ikke nogle imponerende før-og-efter-WOW!-billeder i denne omgang.

Det bedste,  jeg kan byde på, er døren i køkkenet – før og efter:


Nu er jeg gået i gang med vinduerne i køkkenet. Hele tre styk, som skal skrapes fri af maling, slibes, grundes, spartles, slibes og males to gange – pyyh…!

Det værste med køkkenvinduerne er, at de er pilskæve. Vi kunne selvfølgelig tage dem ud og rette op på dem. Men vi kunne også lade være…


Spørgsmålet er så, om man skal lade listerne følge de skæve vinduer eller lade vinduerne være skæve i rette lister? Vores konklusion blev, at listerne skal være rette med begrundelse i, at listerne rammer vinduerne ind, og hvis man f.eks. har et billede med en skæv horisont, så hænger man jo heller ikke rammen skævt bare for at horisonten kan blive vandret.


For noget tid siden investerede vi i en såkaldt cirkellaser som alternativ til vaterpas og det har vi ikke fortrudt en eneste gang! Laseren er mere præcis og det er bare nemmere, specielt med lange målinger.


Mens jeg maler, har Christian lavet siddebænken færdig og den er pisseflot! Så kan kattene gå ind i den ene ende til kattebakken, som kommer til at stå i den anden ende. Og når den skal tømmes, så åbner man bare bænken. Det er da smart!


Der er mange, der spørger, om vi da ikke snart kan sove derude. Og gid det var så vel. Men i år fokuserer vi først og fremmest på køkkenet (som også snart er færdigt), og vi er slet ikke gået i gang med at renovere soveværelset. Det bruger vi lige nu som opbevaring og roderum.

Der er heller ikke helt plads til at stille en seng op i stuen, som lige nu fungerer som midlertidigt værksted.