Sømmet i bund

Så blev det Kr. Himmelfart og Christian havde fri om fredagen, så jeg tog også en feriedag, så vi kunne have en dejlig, lang weekend i haven. Vi startede dog lige med et punkteret dæk, øv! Det viste sig, at vi var kørt på et søm på lossepladsen, og det var vel egentlig bare et spørgsmål om tid, før det ville ske. Men træls alligevel!

Vi var på vej ud for at mødes med elektrikeren, så et hurtigt pit stop i vejkanten og Christian fik skiftet dæk i løbet af nul-komma-fem og så var vi kørende igen.

Vi er også så småt blevet færdig med at rive vægge ned, eller ihvertfald nået “nulpunktet”, hvor vi endelig kan begynde at bygge noget op igen, hurraaa!

Så vi er startet med at sætte loftsbrædder op, hvor der senere skal sidde loftspaneler på. I hulrummet er der så plads til alle elledninger. Loftet bliver dermed sænket med et par centimeter, men vi blev enige om, at det er dét værd i forhold til, at alle ledningerne skal følge væggene, hvilket nok ville tage længere tid for elektrikeren og dermed bliver dyrere. Desuden er bjælker og planker i væggene lidt skrøbelige, og vi vil helst undgå at der skal bores/skæres for meget i dem.

Denne gang har vi investeret i en sømpistol og manden var rigtig glad – Hasta la vista, baby!

I haven er syrenerne så småt ved at blomstre og det er jo kun til at blive glad af, for hvem elsker ikke syrener?!

Og efter at have smugsmagt lidt på radiserne, så blev det tid til årets første høst og nøjjj, hvor var de gode!