I starten af marts gik vi i gang med at lægge nyt tag, da der var en del skader i det gamle. Vi besluttede at gøre det hele selv, da taget jo ikke er så voldsomt stort og desuden er det meget billigere at gøre det selv, da man så sparer udgifterne til håndværkere.
Så vi gik i gang med at læse i bøger, researche på nettet og se en masse videoer på Youtube om taglægning. Især Byggmax’s instruktionsvideoer og DinByggares billedguide fik det til at se legende let ud og vi tænkte: “Det kan vel ikke være så svært?”
Så da diverse vejr-apper lovede en række af solrige dage, satte vi den følgende weekend af til projektet og tog lige fri om mandagen også – i tilfælde af, at der skulle være småting, vi ikke var blevet færdige med. Set i bakspejlet, så var det nok liiige lovligt optimistisk!
Vores trofaste og gode venner, Ludde og Patrik, stod trop lørdag morgen kl. 08 og straks gik vi i gang med det første trin: At fjerne det gamle tag.
Vejret var skønt – høj sol og ca. 10 grader varmt, moralen høj og undervejs var der også tid til kaffepauser og hygge. Frokosten bestod af hotdogs med dejlige, danske røde pølser.
Som delene fra det gamle tag efterhånden blev fjernet, fandt vi mange sjove overraskelser, bl.a. adskillige honningkager, aviser fra 1956 og et par gamle sutsko! Ja, man brugte vel hvad man havde til at isolere med, da man sidst skiftede/byggede taget og havde man mon overhovedet glasuld i 50’erne…?
Taget består af tre dele: bagsiden, forsiden og “det flade/nedre tag”. På bagsiden og forsiden så de gamle tagbrædder fint og tørt ud, så vi valgte at beholde det. På det flade tag skiftede vi den gamle “isolering” ud med glasuld, og så gik vi i gang med at lægge nye brædder. Det viste sig at være en smule udfordrende at regne ud, hvor lange de nye brædder skulle være, da det helst skal passe således, at enderne sømmes i spærrene. Christian og Ludde styrede slagets gang fra taget, mens Patrik og jeg forventningsfulde stod klar på jorden, ivrige efter at prøve den nye kapsav af. Efter 15 minutters højlydt diskussion på taget kom ordren endelig: “Vi starter med en hel!” Skuffelsen på jorden var stor.
I Sverige bliver det hurtigt mørkt og solen gik ned allerede 17:30. Men det stoppede os ikke. Ikke selv da den gasdrevne sømpistol bukkede under for det kolde vejr og drengene måtte slå alle søm i på den traditionelle måde.
Ved 22-tiden var vi færdige med at lægge tagbrædder på det flade tag, og vi priste os lykkelige for at have besluttet at beholde de gamle tagbrædder på bagsiden og forsiden. For på dag 1 var vi jo ikke nået helt så langt, som vi havde troet. Men nu er der jo bare underpap, lægter og tagsten tilbage – det kan vel ikke være så svært…?
Fortsættelse følger…