På den første dag af “nyt-tag-projektet” fik vi fjernet det gamle tag og lagt nye tagbrædder på det flade tag. På den øvre del af taget var de gamle tagbrædder i så fin stand, at vi valgte at beholde dem. Det betød, at vi startede dag 2 med at fjerne bidder af gammelt underpap og søm på de eksisterende tagbrædder, da man ikke vil risikere, at der pludselig stikker et gammelt søm op gennem underpappen. Det er nemlig underpappen, som for alvor holder huset tørt.
Det tog en god del af formiddagen at fjerne alle gamle søm fra tagbrædderne, og efter frokost (som igen bestod af hotdogs) gik vi i gang med at montere tagfoden. Herefter var vi klar til rulle underpappen ud, og heldigvis var det en anden og fungerende (trykluftsdreven) sømpistol , som skulle bruges til dette arbejde og så gik det ellers stærkt! Alligevel blev det endnu en dag med arbejde efter mørkets frembrud, og vi kunne godt se, at den oprindelige plan med at lægge tag på en weekend ikke holdt stik.
Så takket være vores forstående chefer, tog vi fri et par dage midt i ugen for at blive færdige. Nu er det bare sådan, at der sidder en skorsten på huset. Og vi havde glemt at tilføje lidt ekstra længde på underpappen rundt om skorstenen. Så vi gik i tænkeboks og forberedte en minimodel for at se helt nøjagtigt, hvordan vi på den bedst mulige måde kunne skære nogle stykker underpap ud og klistre omkring foden på skorstenen.
Der gik en hel dag med at fikse underpap omkring skorsten og pinpudse alle underpapskanter. Selve underpappen har selvklæbende kanter, men da den optimale “klistretemperatur” helst skal være over 10°, besluttede vi at varme alle overlap med en varmepistol for en sikkerheds skyld, mens alle kanter uden selvklæb skulle have et lag tagasfalt. Håret og bukserne fik vist også en omgang.
Vi havde nu også for alvor forstået, at man ikke bare lige “lægger tag på en weekend”, men nu var det bare lægter og tagsten tilbage og DET kan vel ikke være så svært?!?
Fortsættelse følger…